Som faste læsere af bloggen her ved, har jeg et stykke tid talt om at hækle et sengetæppe til min datter, der flyttede hjemmefra i sommer. I september købte jeg ind til tæppet. Det kan du se mere om her.
Nu er jeg kommet i gang. Det var ikke så lige til, selv om jeg havde lavet en lille hækleprøve. Jeg regnede mig frem til, at jeg med min hæklefasthed skulle slå 722 masker op, når jeg skulle tage højde for, at tæppet kryber lidt, når det bliver vasket. 722 masker - det er ret meget. Det er altid spændende, om man har talt rigtigt. Det finder man først rigtigt ud af, når man har hæklet den første række af mønsteret. Heldigvis havde jeg slået rigtigt op.
Nu er jeg godt i gang, og jeg har hæklet på tæppet i 8 dage. Der har været lidt krise omkring farvevalget, som suverænt er min datters, men vi har fået løst det og fundet en alternativ plan i forhold til det først besluttede. Planen indebærer heldigvis ikke, at der skal pilles op. Ej heller, at der skal købes nye farver ind eller returneres gamle, så nu er det "bare" at hækle løs.
Indtil nu er jeg kommet så langt:
Eller kort - afhængig af, hvordan man ser på det :-)
Jeg vil løbende holde jer orienteret om, hvordan arbejdet skrider frem. Indtil videre er jeg ved godt mod og ved godt, at det ikke er et stykke håndarbejde, der er afsluttet på ½ år. Jeg vil slet ikke gætte på, hvornår det er færdigt, og jeg ved med mig selv, at jeg bliver nødt til at have andre småprojekter ved siden af, hvis jeg ikke skal "gå kold" på sengetæppet. Nu er det jo også snart tid til at komme i gang med julegaverne ;-)