søndag den 28. juli 2013

Hæklet udstyr til den udeboende

Så kom datteren hjem fra en dejlig ferie i Spanien og kunne modtage de fine ting, hun havde bedt mig om at hækle. "Ordren" lød på grydelapper, men jeg supplerede lidt med et par køkkenhåndklæder :-)

Grydelapper har jeg lavet en del af, og disse her er hurtige at lave og gode at bruge:



Jeg hækler dem på hæklenål nr. 4 med dobbelt 8/8 garn. Opskriften har jeg lånt lige her hos Stine Hoelgaard. Jeg har dog lavet dem lidt større, end der står i opskriften.

Det første køkkenhåndklæde blev lavet på rygraden: Hver anden række er fastmasker, og hver anden række er stangmasker. Det kører bare der ud af, og håndklædet er hurtigt færdigt.



Skal sandheden frem, er det jo temmelig kedeligt at hækle på den måde, synes jeg. Da køkkenhåndklædet var færdigt, havde jeg derfor lyst til at udfordre mig selv lidt. Og hvis man ikke skulle gøre det i sommerferien, hvor man har mentalt overskud og masser af tid, hvornår skulle man så? Og det gjorde jeg så med dette mønster:



Jeg synes, det er noget så fint, men man skal også holde tungen lige i munden ;-)



Selvfølgelig skulle mit mærke på til sidst (dog ikke på grydelapperne, da jeg ikke tænker, at mærket kan klare varmen fra en ovn).

Datteren blev rigtig glad for det nye udstyr :-)

Jeg har efterfølgende kastet mig over endnu et mønstret håndklæde i et andet mønster og er nu i gang med nummer 2 i det mønster, men det får I at se en anden dag :-)

2 kommentarer:

  1. Århhhh så dejligt for datteren, at få så fine ting fra mor. Så kan hun sende mor en kærlig tanke hver gang, hun kokkererer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Dét kan hun :-) Som jeg sendte hende en kærlig tanke, da jeg hæklede :-)
      Kh Lotte

      Slet

Læg meget gerne en kommentar - jeg læser dem alle og svarer så hurtigt, jeg kan :-)